Farvel farvehjul
Farveteori er super godt. På alle de kurser, jeg har deltaget på, er vi startet med farvelære. Helt basis farvelære. Jeg kan det til hudløshed. Jeg har endda lært at designe til skærm, der bunder i lidt det samme som med maling.
Men det, jeg nu vil opfordre til, er en lille farverevolution. Eller mindre kan måske også gøre det 🙂

Glem eller gem farvehjulet
Gem det eller smid det ud. Du skal ikke bruge det mere. Har du nogensinde brugt det rigtigt?
Jeg blev først rigtig fri, da jeg glemte alt om farver, der passer sammen, og om at grøn opstår, når jeg blander blå og gul. Da min nysgerrighed vandt, og jeg begyndte at blande en turkis fra ét mærke maling med en brun fra et andet mærke. Hey, der opstod jo ligefrem magi. En helt ny farve, som jeg ikke kunne købe i en tube.
Hvad tror du så, der skete, da jeg blandede en smule orange i? Og ikke bare hvilken som helst orange. En fluorescerende orange. Skrigende orange. Neonorange. Eller hvad du nu kalder den. Det var endnu mere male-magi!
Og sådan kan jeg blive ved. Bland malingen selv. Bland på alle måder, alle farver og alle nuancer. Bland farver, du normalt ikke ville sætte sammen, og se hvad der sker. Du behøver ikke vide på forhånd, hvilken farve du er på vej til at lave. Det er faktisk noget af det sjove.
Smid farvehjulet over skulderen og bland.
Modigt tip
Når du får blandet en virkelig fed farve, så tag et billede af den. Måske kan du også skrive ned, hvilke farver du brugte. Ikke fordi du skal kunne genskabe den præcis næste gang, men fordi den kan blive udgangspunktet for endnu flere farveblandinger.
For det er noget af det, jeg elsker ved at blande akrylmaling. Du kan begynde med to farver, tilsætte en lille smule af en tredje og pludselig står du med en farve, du aldrig selv havde fundet på. Og så er det bare om at se, hvor den fører dig. Og stop med at blande flere farver end det i, så du undgår mudder…medmindre det er det du går efter 😉 Gå i stedet med en hvid eller en smule sort, for at ændre tonerne.
Modig udfordring
Lav to små malerier. Ét hvor du udelukkende maler med og blander to-tre primærfarver, og så hvad det gør ved din måde at male på.
Mal derefter ét maleri, hvor der INGEN regler er.
Det jeg oplevede var, at jeg var alt for hæmmet af de 2-3 farver, men at min kreativitet og iver efter at jagte flere nuancer tog over og overskyggede lidt det at male frit. MEN hvis du har svært ved, at komme i gang, så er et benspænd (næsten) altid en god idé.
